Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale på Kommunalpolitisk Topmøde den 16. marts 2017

Det talte ord gælder

Tak for muligheden for at være med også i år.

2017 er et særligt, særligt år.

Særligt, fordi der er kommunalvalg. Og særligt, fordi vi nu i ti år har haft et Danmarkskort med 98 kommuner.

Kommuner med større faglighed. Økonomisk bæredygtighed. Parate til fremtiden. Og rustede til at give borgerne en bedre service.

Det var visionen. Jeg er enig med Martin i, at det har været en succes.

Og det er i den grad jeres fortjeneste. Tak for indsatsen!

I har – vi har – bygget et land, hvor kommunerne aldrig har været vigtigere. Det er der grund til at understrege her i valgåret. I beskæftiger jer med alt det, der betyder noget for danskerne. Og I gør det med større ansvar og flere muligheder end for 10 år siden.

Derfor lytter regeringen til kommunerne. Naturligvis. Jeg lytter til jer.

Det tror jeg, I vil give mig ret i, når jeg minder om, at vi endda afskaffede omprioriteringsbidraget. Vi lyttede, tog ved lære og fjernede det.

Og lad mig tage et par eksempler til:

I ønskede større frihed til at gennemføre lokale idéer. Skabe vækst.

Vi har lyttet til jer. Og fremsat en friere planlov.

Vi har lyttet til debatten om placering af statslige arbejdspladser. For er det rimeligt, at så mange ligger i Hovedstaden? Nej, de skal tættere på borgerne. Skabe job rundt om i landet. Nye muligheder.

Vi har lyttet til jer. Derfor er vi i gang med en historisk flytning. En ind- eller udflytning, alt efter hvor man selv står.

Næste år vil vi samle op på erfaringerne. Og foreslå at flytte endnu flere statslige arbejdspladser.

Sidste år, da jeg holdt min tale her på topmødet, var det helt store tema – migrations- og flygtningekrisen.

Her lyttede vi også. Regering og kommuner lyttede til hinanden. Og indgik en topartsaftale om bedre integration.

Da aftalen blev indgået, var andelen af flygtninge, som blev erklæret jobparate, 3 ud af 100 – det var, som om man tabte arbejdsevne, når man krydsede den danske grænse.

I dag er det 58 ud af 100! 58 ud af 100 tager det første skridt mod at få et job.

Det er resultatet af vores fælles aftale. Den vil jeg gerne takke for.

Det er et resultat, som er vigtigt for samhørigheden. Som er afgørende for økonomien.

Asyltallet er nu det laveste på én måned siden sommeren 2009.

Og det betyder to ting:

For det første er opgaven i kommunerne mindre, end vi frygtede for et år siden. Og dermed nemmere at løse.

For det andet ser udgifterne i år ud til at blive langt lavere end det, vi var nødt til at planlægge med for et år siden: 3 1⁄2 mia. kr. lavere.

Når vi bruger færre penge på asylcentre. Så får vi flere penge til at hjælpe flygtninge i nærområderne. Og også flere penge til velfærd herhjemme.

Til ældreomsorg, skoler, vuggestuer og anden kernevelfærd.

Jo mere styr vi har på udlændingepolitikken, jo flere penge har vi til at forbedre velfærden. Til gavn for borgerne.

* * *

Sammen har vi – kommuner, Folketing, regering – lagt sten på sten på det stærke fundament, vi støbte med kommunalreformen.

Det er ti år siden. Jeg synes, at det på én og samme tid føles som kort tid siden – og lang tid siden.

Rejsen mod et nyt Danmarkskort blev da også sat i gang langt før.

Blyanten blev spidset med Strukturkommissionen i 2002.
Stregerne blev tegnet med aftalen på Christiansborg i 2004.
Det krævede så yderligere nogle omgange, før kortet blev rullet ud over virkeligheden i 2007.

Fordi politik tager tid.

Fordi saglighed og grundighed tager tid. Fordi de nemme løsninger, man kan knipse frem, de holder ikke. Men også fordi der er en træghed i gamle strukturer. De knirker og vånder sig.

Som jeg husker det bare fra min egen lille verden, var der både knirken og knagen, når Venstres 138 borgmestre før kommunalreformen kunne regne ud, at de ikke var 138 efter reformen, hvor vi fik 98 kommuner.

* * *

Vi skal hele tiden forandre for at forbedre. I en erkendelse af, at vi – uanset politisk ståsted – står på skuldrene af tidligere generationer.

Det bør skabe en forpligtelse. Et ansvar for at sætte højere mål i morgen end i går.

Ikke bare at lade stå til.

Det er også tanken bag den justering af pensionsalderen, som regeringen gerne vil drøfte med Folketingets partier senere på foråret.

Og som jo ikke er grebet ud af den blå luft. Men bygger på det rationale, at når vi lever længere, er det også naturligt, at vi arbejder længere.

Et ræsonnement, som der var bred enighed om, da vi aftalte det i 2006.

Som er grundlæggende rimeligt. Men også nødvendigt for, at økonomien i velfærdssamfundet hænger sammen.

Og lige for at aflive et sejlivet alternativt faktum: Det handler ikke om at sætte topskatten ned. Ikke én bøjet halvtredsøre fra senere pension vil gå til lavere skat.

Det handler om penge til vores børnebørns skoler. Til vores børns sundhed. Til fremtidens velfærd.

Penge, der vil mangle, hvis vi lader stå til.

* * *

Ikke at gøre noget, i en verden i udvikling, er ikke status quo. Ikke at handle er også en handling.

Hvis man står stille, når andre bevæger sig, så ryger man reelt tilbage.

Fordi omgivelserne bevæger sig. Og det er ikke kun levealderen, der vokser. Den teknologiske udvikling stryger afsted. Hurtigere end nogensinde.

Toget suser derudaf. Nu skal vi have alle til at løse billet til rejsen og blive klædt på til turen. Så ingen står tilbage på en øde perron.

I min nytårstale udstak jeg den linje, at vi må have den fælles ambition at gøre alle klar til rejsen. At gøre alle til fremtidens vindere.

Derfor er jeg personligt dybt optaget af, at selv om langt de fleste unge tager en uddannelse, klarer sig godt, har mod på og håb om fremtiden, så er der desværre også nogle, der falder igennem.

Syv år efter eleverne har forladt folkeskolen, har hver femte ung hverken en studentereksamen eller et svendebrev – hver femte! På trods af alle gode viljer.

Det er trist for den unge. Det er trist for Danmark. Det er trist, når mennesker forspilder muligheder, de er født med. Så mister vi potentiale. Så knager samhørigheden i fugerne.

Det er et kollektivt svigt.

Et svigt, som har rod i det paradoks, at mange fortsat forlader en af verdens dyreste folkeskoler uden at kunne læse og regne ordentligt.

Derfor har vi gennemført en folkeskolereform, der skal gøre alle elever dygtigere. Den skal have tid til at virke. Det er jeg enig i.

Men jeg anerkender ikke det synspunkt, at det ikke er muligt at drive en kommunal folkeskole, hvor børn, som de er flest, lærer at læse og regne på et niveau, så de kan tage en erhvervsuddannelse.

Jeg godtager ikke den forklaring, at fordi man er født ind i en forkert familie eller med en uheldig baggrund, så kan skolen bare give op. Tværtimod!

Når der sidder 2-3 elever i hver klasse, som ikke har lært det, de burde, så er det et svigt fra den folkeskole, som kommunerne har ansvaret for.

Vi skal være tålmodige med folkeskolereformen. Men vi har ikke råd til at være tålmodige på vores børns vegne. De går kun i 7. klasse, 8. klasse, 9. klasse én gang.

Og jeg accepterer heller ikke, at det er et spørgsmål om penge. Når regeringen alligevel afsætter 500 mio. kr. over 3 år til de folkeskoler, der har de fagligt set ringeste resultater. Og som rent faktisk formår at give et løft.

Så er det ikke, fordi pengene i sig selv gør forskellen. Og det er sådan set heller ikke for at slippe for at høre på mere brok om manglende ressourcer.

Nej, det er for at tilskynde til at prøve nye metoder. For de findes. Det kan lade sig gøre.

Og den videre ambition er, at det, der virker, skal sprede sig som ringe i vandet.

Alle børn skal lære nok i skolen, til at de kan klare sig i livet. Alle børn, som de er flest, kan lære nok i skolen, hvis de får muligheden. Jeg ved det. Det kan lade sig gøre. De skal have en chance. Det skylder vi dem.

Ligesom de skal have en chance efter folkeskolen. For her har vi resten af forklaringen på, at hver femte unge bliver tabt. De farer vild i et paradoks, hvor de, der har sværest ved at finde vej, bliver mødt af den tætteste jungle af forskellige tilbud.

Her må vi også gribe tingene an på en ny måde.

Det har vi fået en række ambitiøse anbefalinger til. Fra ekspertgruppen om bedre veje til ungdomsuddannelser. Og fra KL i det ungeudspil, I har lagt frem.

Ekspertgruppen og KL er enige langt hen ad vejen – meget langt hen ad vejen. Regeringen er også langt hen ad vejen enig. Det lover godt.

Vi skal se tingene fra den unges side – ikke fra systemets.

Med et helt nyt tilbud, som giver mere sammenhæng. Som skal placeres på en ny institutionsform. Og som skal erstatte de mange eksisterende ordninger for unge: produktionsskoler, VUC, ordblindeundervisning osv. osv. I hørte selv den lange liste fra formanden.

Og uanset, hvordan regeringens endelige udspil kommer til at se ud. Så får kommunerne en helt afgørende rolle.

Fordi det er naturligt. I er tæt på de unge. I har via folkeskolen ansvaret for at gøre dem uddannelsesparate. I har ansvaret for at sikre kontinuiteten. I har ansvaret for, at det lykkes.

Jeg er glad for at høre, at I er helt klar til at tage det ansvar på jer.

Indsatsen for de unge er en del af en bredere dagsorden.

Når regeringen vil styrke kvaliteten i dagtilbuddene. Så er det samme tanke, der driver det. Så er det, fordi en tidlig indsats først og fremmest gavner de børn, der har mest brug for det.

Den indsats vil kommunerne også blive inddraget i.

Og når vi inviterer til et partnerskab om fremtidens arbejdsmarked, så er det med den ambition at gøre alle klar til den stadigt hastigere teknologiske udvikling.

Her har vi også brug for jeres engagement og jeres idéer.

Alle skal blive fremtidens vindere. Det er en fælles opgave. Den vigtigste overhovedet.

* * *

Junglen af tilbud til de unge er jo bare ét billede på, at vi år for år har lagt lag på lag og bygget til – på en kompleks offentlig sektor. Det er desværre ikke et enkeltstående billede.

Mange af os her i dag har været med i politik længe.

Jeg synes, der er meget, vi kan være stolte af. Danmark har et af verdens bedste velfærdssamfund.

Men netop derfor skal vi turde være endnu mere ambitiøse. Og turde erkende, hvor det ikke er godt nok. Trods alle gode viljer.

Og selvom vi tog et vigtigt skridt med kommunalreformen, har vi endnu ikke taget det konsekvente opgør mod myndighedsgrænser og bureaukrati. Og for borgeren.

Derfor er min opfordring i dag. Lad os se hinanden i øjnene og sige: Det gør vi nu.

Regeringen har, for mig bekendt første gang i Danmarkshistorien, sat en ekstra minister ind i Finansministeriet. Ud fra den erkendelse, at en finansminister hurtigt kan blive suget ind i en mængde af daglige driftsopgaver. Uanset om han hedder Claus eller Kristian. Eller Bjarne. Eller Thor. Eller Lars.

Derfor har vi sat en minister for offentlig innovation i spidsen for arbejdet. Hun hedder Sophie.

I går nedsatte vi en ledelseskommission. Jeg er glad for, at Allan Søgaard Larsen har sagt ja til at være formand.

God ledelse er lig bedre velfærd.

Det er lederne, der skal sætte retningen.

I kender alle sammen den skole, hvor børnene lærer mere, fordi der er en god skoleleder. Den børnehave, hvor børnene trives bedre, og sygefraværet er lidt lavere, fordi dygtige medarbejdere får frirum og retning af en dygtig leder.

Vi ved det jo godt.

Den nye kommission har fået tre opgaver:

For det første at kortlægge, hvem de offentlige ledere er. Hvad er karrieremønstret?

For det andet at afdække hvilke rammer lederne arbejder indenfor – er der reelt rum til at lede?

For det tredje skal ledelseskommissionen finde frem til, hvad der virker. Og den skal komme med anbefalinger til, hvordan vi får det, der virker ét sted, til at virke andre steder.

Der er måske ligefrem brug for at blande kortene på nye måder. At få en større udveksling af gode ledere. På tværs af den offentlige sektor. Og på tværs af den private og den offentlige sektor. Det er der ikke nogen stor tradition for i Danmark. Men det kan der jo komme.

Jeg er tilfreds med, at vi har fået stærke kommunale kræfter med i kommissionen. En kommunaldirektør. En centerleder. En skoleleder. Og jeg er glad for, at KL bakker op om arbejdet.

Ledelseskommissionen er første vigtige skridt.

Et andet vigtigt skridt bliver færre regler. Færre statslige regler. Færre kommunale regler. I har også et ansvar for at luge i jeres egen have.

Med det udgangspunkt vil vi gøre flere ting på en gang:

Nye frikommuneforsøg. Genindføre og udvide udfordringsretten. Kulegrave hele sektorområder. Her vil vi trække på jeres viden og erfaringer. Vi har allerede taget fat på beskæftigelsesområdet sammen.

At tage ansvar er ikke at sætte sig tungt på det hele. At tage ansvar er også at give større frihed under ansvar. Gør vi det, så falder behovet for skemaer, regler og kontrol.

Det er den gode cirkel, vi skal prøve at løbe i gang. Vi skal sætte medarbejderne fri til at gøre det, de brænder for.

Det er også min indgang til det tema, I har på programmet i morgen her på topmødet – den digitale og teknologiske udvikling.

Vi skal bruge ny teknologi til at skabe en tryggere hverdag for borgeren. Og til at lette medarbejderne for det nedslidende arbejde – og fremme en mere spændende, engagerende og givende arbejdsdag.

Inden længe vil regeringen, med innovationsministeren i spidsen, præsentere den samlede ramme for fornyelsen af den offentlige sektor.

Jeg vil gerne her i dag invitere jer til et tæt samarbejde. Jeg vil opfordre jer til at spille idéer ind. Så regeringen kan spille gode forslag ud.

Politik er at finde løsninger. Og løsninger, der udvikles i fællesskab, er mere gennemtænkte og holdbare.

De er nok solide, men ikke støbt i beton.

Vi skal hele tiden have modet til at gøre ting anderledes i morgen end i dag. I et velfærdssamfund, hvor medarbejderne har frihed til at passe deres arbejde. Og hvor vi sætter mennesket er først, ikke systemet.

Tak for ordet og godt topmøde!


Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik