Premierminister Theresa May besøger statsminister Lars Løkke Rasmussen

03.04.18

Mandag den 9. april besøger premierminister Theresa May statsminister Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet.

Premierministeren ankommer kl. 13.00.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for besøget:

”Jeg forventer, at Theresa May og jeg vil drøfte forholdet til Rusland efter giftangrebet i Salisbury. Danmark har sammen med vores europæiske partnere bakket stærkt op om Storbritannien både i ord og handling. Det er på tide, at Rusland lægger kursen om og viser respekt for de internationale regler og aftaler.

Vi vil selvfølgelig også drøfte Storbritanniens beslutning om at forlade EU. Danmark ønsker det tættest mulige bånd mellem EU og Storbritannien. Men det skal være baseret på den rigtige balance mellem rettigheder og pligter. Storbritanniens farvel til EU er en realitet, og nu må vi fokusere på at minimere skaderne ved skilsmissen. Derfor er jeg glad for de resultater, der er opnået i Storbritanniens forhandlinger med Kommissionen.

De historiske bånd mellem Danmark og Storbritannien vil altid bestå. Det gælder ikke mindst på sikkerhed, hvor vi fortsat vil være nære allierede i NATO.”


***

Der vil på dagen være begrænsede adgangsforhold for pressen. Presse der ønsker at dække besøget skal akkrediteres. Informationer om de forskellige pressemuligheder og akkreditering fremgår af IPC’s hjemmeside på www.ipcd.dk

Bemærk venligst, at tidsfristen for tilmelding er torsdag den 5. april kl. 14.00.
Kun presse, der har opnået akkreditering og efterfølgende fået tildelt pool-plads, vil kunne få adgang.

Spørgsmål vedr. akkreditering og pools rettes til IPC.

***

Yderligere oplysninger ved pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil, 3392 2262.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik