Udtalelse fra statsminister Lars Løkke Rasmussen efter terrorangreb i Christchurch

15.03.19

”Det er dybt tragisk, at det newzealandske folk i nat er blevet ofre for en voldsom terrorhandling. Et halvt hundrede uskyldige mennesker er blevet brutalt myrdet under fredagsbønnen. Familier er revet itu. Det er afskyeligt, og vi deler de berørtes smerte og sorg.

I tider som disse skal vi stå sammen på tværs af nationer, religion og oprindelse. Vi må ikke give efter for hadefulde kræfter som dem, der brutalt har dræbt og såret i nat. Vi fordømmer deres gerninger. Vores samfund skal måles på, at man altid frit skal kunne udøve sin tro, og leve som man ønsker uden frygt for andres handlinger.

Jeg har i dag kondoleret over for min newzealandske kollega, premierminister Jacinda Ardern. Mine tanker er hos ofrenes familier, forældre, børn, venner og hele det newzealandske folk. Danmark føler med jer.”


De danske myndigheder følger situationen i New Zealand tæt.

***

Yderligere oplysninger: Pressesekretær Kristina Mie Hansen, tlf.: 3392 2262

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik